creme blog gladhud
Hudlæge: Der er ét område på kroppen, vi forsømmer

Skrevet af Anette Kristine Poulsen

Stifter af Beautyspace

Guidens indhold:

( denne artikel blev bragt på Beautyspace's blog i april 2024 )

 

Vi glemmer ofte kroppens hud

 

Muligvis kender du det med, at kroppen det meste af året er pakket ind – og måske endda glemt efter devisen ’ude af syne…’

Men er det egentlig sundt nok at lade den være? Og hvor anderledes er kropshuden end huden i ansigtet? Er der do’s and don’ts, vi skal være opmærksomme på? Det svarer Tina Holst Larsen på. Hun er hudlæge i Roskilde, har en ph.d. fra Allergiklinikken på Rigshospitalet og står derudover bag sitet gladhud.nu, som har hudlæge-kuraterede produkter.

 

Er huden på kroppen anderledes end i ansigtet?

 

”Ja, men kun ganske få steder. Vi har en fortykket hud på hælene, som kan sprække, hvis ikke den bliver plejet. Til manges overraskelse er huden også ekstra belastet i bælteområdet, altså der hvor tøjet gnider mere mod huden – og det kan give mere tør hud. Derudover er albuebøjningernes hud ekstra tynd, ligesom øjenlågene.”

Selvom huden fysiologisk og overordnet set er den samme som i ansigtet, så er den – og af uvisse årsager – også mere tør på forsiden af lår og skinneben. Faktisk ofte knastør. Årsagen kan muligvis – for vi ved det ikke – være relateret til overgangsalderen, hvor hudens fedtlag bliver mindre bl.a. pga. et lavere østrogenniveau, men jeg ser tørheden på tværs af køn.”

Er der steder på kroppen, du observerer, at vi forsømmer?

 

 

”Ja, brystet er forsømt. Øvre bryst, hals og hænder hænger sammen med ansigtet i forhold til at være udsatte områder overfor temperaturudsving, blæst og UV-stråling. Det er et område, der får al for lidt kærlighed, og det er især solfaktorcreme, folk glemmer.

Det er også her, jeg ser den såkaldt aktinisk degenerede hud, og det er et begreb, jeg er meget begejstret for. Den er defineret ved at være tør, kreppet, pigmenteret og porerne kan blive ekstra store. I forhold til porerne, så kan de blive så store (fordi solen mørner vores elastikker), at de ophober gammelt keratin, og tro mig – det er ikke et kønt syn. Det er også her, jeg ser det, vi i fagsprog kalder poikiloderma, som er en rødbrun pigmentplage, der oftest ses på sidefløjene af halsen. Det ser ud som om huden er beskidt. Den aktinisk degenererede hud går forud for aktiniske keratoser – altså solskader – som er røde, skællende og forstadier til hudkræft.”

 

Så hvad anbefaler du os at gøre?

”Du gider nok ikke at høre det, men det er vigtigt: Huden afspejler vores mentale tilstand, og det gælder også den på kroppen. Så minimér stress hvis du kan, husk at drikke vand og spise sundt og varieret. Dyrk motion, ryg ikke og sov godt.

Alle mine patienter får også altid et kort skærm-foredrag. Det er så afgørende, at man ikke smadrer sit naturlige søvnhormon melatonin ved at kigge på en blå skærm lige inden, man skal sove. Så lad være eller hav et brunt filter på skærmen. I forhold til søvn så ved jeg, at det er en udfordring for mange, og jeg er i den sammenhæng stor tilhænger af hjælp fra magnesiumtilskud – her vil et lunt fodbad med epsomsalt, som indeholder magnesium, være smart, fordi vi optager magnesium ekstra godt via fødderne.

God kropspleje starter allerede i badet med en badeolie fremfor sæbe, og især skal børn have lidt olie i badevandet. Det er ikke nødvendigt at gå i bad hver dag, dog mener jeg, at man skal vaske sig i armhuler og mellem ben og baller pga. bakteriefloraen.

Generelt synes jeg, at huden på kroppen skal behandles på samme måde, som man behandler ansigtet, medmindre der er en sygdom i huden at tage hensyn til.

Det oplagte er at gå efter solfaktor (som det vigtigste, når huden er ubeskyttet af tøj), fugtmætning, A-vitamin og så kemisk peeling, altså eksfolierende frugtsyrer, et par gange om ugen. Det er de ting, vi dokumenteret ved gør en forskel.”

Hvad gør man specifikt på armene, hvis man har sådan et tæppe af små røde knopper?

 

”Hvis man døjer med keratosis pilaris (små knopper der sidder i hudens hårsække), så er det vigtigt ikke at skrubbe huden med hverken hamphandske eller eksfoliere med korn, da begge dele kan irritere. Det er en svær tilstand, hvor man skal have tålmodighed. Man kan forbedre situationen væsentligt ved at peele med forskellige typer syrer, enten AHA-, PHA- eller BHA-syrer, som jo også hjælper på de almindelige bumser, man kan have på ryg og øvre bryst. Jeg ser også positive resultater med karbamidcremer og specifikt for eksempel Locobase LPL.”

 

Bliv klogere

 

Tilbage til blog